Med en kampvægt på 9000 pund og 666 sejre på knock-out (i følge en speak på albummet), lander 9000 John Doe i pladespilleren og uddeler knyttede næver til højre og venstre. Næverne indeholder metallisk hård rock med hardcore-tendenser, eller “hillbilly hardcore”, som bandet selv kalder det, og tempoet er fræsende højt.
Rul med eller bliv kørt over, er parolen, og et stykke henad vejen er det bestemt en berusende køretur med 9000 John Doe fra Aalborg. Bandets fire hårdtrockende medlemmer smækker speederen i bund fra start, og er man til fart og muskuløs metallisk rock uden de store dikkedarer eller nuancer, vil man formentlig have det fint på passagersædet de 29 minutter albummet varer.
Musikken er uprætentiøs og prøver på ingen måde at være andet og mere end ukompliceret metallisk rock med et twist af hardcore, som især kigger frem i vokalen og de groovende skift, der i det store hele sker mellem mellemhøjt og højt tempo. Tekstuniverset handler om whisky, biler, boksning, crash and burn, 666, og mere i den dur. Heldigvis også med et selvironisk glimt i øjet, som man også oplever det hos ligesindede rock-skallerhjerner i eksempelvis I’ll Be Damned og Fortress (og 9000 John Doe er – selvfølgelig – på venskabelig fod med Aalborg-ikonet Jonny Hefty).
Vi starter naturligvis med hvinende dæk med at være ‘Out Of Control’, inden vi skal på ‘Joyride’, begge dele med klampen i bund og muskuløse riff-bredsider, til at understøtte Tommy Knøs’ hardcore-agtige vokal. Begge buldrer afsted s0m et arrigt vildsvin, men også uden at sætte sig synderligt mange spor i hukommelsen. Førstnævnte står dog samlet set stærkest i billedet. ‘Designated Driver’ har til gengæld noget fængende i fraseringerne, og står lidt ud, men ellers fortsætter det i fuld fart henover asfalten. På ‘I’m Bringing The War’ truer John Doe med at svinge os nogen på kassen Phil Anselmo-style, og rocktoget buldrer hurtigt og tungt videre på de øvrige skæringer. Næstsidste nummer, ‘Dead Rockstar Club’ har noget skævt i starten, som gør at man spidser ører, men ellers er det fuld fart fremad lige til ‘Don’t Think, Just Drink’ lukker albummet i karakteristisk stil.
Ellers er der det at sige til de forskellige numre, at alle har en styrke i den kompromisløse energi, men til gengæld sjældent huskes ret længe efter næste nummer er gået i gang. Det gør også at numrene i deres tempo-raseri kan være svære at skelne fra hinanden, hvis man ikke lige er vaks ved havelågen, men det gør mindre hvis man er ude efter et hårdt, hurtigt og heftigt rockfix, som formentlig fungerer ganske fortrinligt i en live-eksplosion.
Hvis man ruller med på køreturen, får man altså sit rockfix serveret lige i smasken og det er jo herligt at fræse afsted med speederen i bund. Men suset er hurtigt overstået og ikke noget man husker ret længe efter. Til gengæld kan man jo bare sætte albummet på igen, og starte forfra, med foden på speederen. Det, 9000 John Doe kan, gør de hårdt, bidsk og hurtigt, så hvis du trænger til en på lampen med en flaske Jack D, så kig aalborgensernes vej. Jeg sender 3 store stjerner med.
Tjek 9000 John Doe ud på soundcloud.
Albummet er ude (Det har det været en rum tid – og er kun anmeldt fordi undertegnede først i forbindelse med at anmeldelsen skulle skrives ind, opdagede at albummet er fra 2011), og bandet skulle have nyt materiale på vej.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
