Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Whores & Thieves: The Ugly Truth (EP) ***** (5/6)

Whores & Thieves: The Ugly Truth (EP) ***** (5/6)

1943
0

Danske Whores & Thieves insisterer på at indspille alle instrumenter og vokal i ét take. En sympatisk indstilling til det at spille rock-musik, for man ved at det man hører, er det man får. Ingen autotune her – Og tak for det. Det kan nemlig høres på den gode måde, på EP’en ’The Ugly Truth’, som er forløber til bandets debutalbum ’Anti Echochamber’, der udsendes i september på esbjergensiske Trechoma Records. Bandet spiller efter eget udsagn ’støvet rock’ og det definerer i hvert fald dele af bandets udtryk fint.

EP’en består af 4 numre, og Whores & Thieves lægger stærkt ud med ’Digging Holes’, som er en rocksang, der er særdeles velegnet som soundtrack til en tur i firehjulstrækkeren i eksempelvis ørkenen omkring Las Vegas. Der er en virkelig god tyngde og en sej rytmisk bund i alle numrene, der giver fornemmelsen af at bas og trommer rammer en lige i mellemgulvet, som sad man lige ved siden af scenen. ‘Digging Holes’ emmer af både støvet ørkenrock, men der er også en flig af Radiohead’sk desperation over vokalen og i breaket lidt over halvvejs. Alt i alt et rigtig, rigtig fedt rock-nummer.

’Hollow Drive’ følger fint op og fortsætter i cruise control – og der er intet hult over den brummen, der kommer fra Whores & Thieves’ motor, der lyder som kunne den trække en lastbil. Med anhænger. Guitarerne svinger ligeledes forbandet godt, og tromler al modstand ned. Det er lidt af en rock-truck, der har indtaget ørken-highway’en.

’Evelyn’ har elementer af Binzer’sk guitarspil og igen formår den sejt svingende rytmesektion at sparke nummeret en tak opad. Den førnævnte tyngde i udtrykket er virkelig et aktiv for Whores & Thieves – det er en fornøjelse at mærke det buldre i mellemgulvet, selv om man bare hører musikken gennem en computerhøjtaler (og ikke bare på grund af de 4 kopper kaffe, der er røget indenbords). Samtidig formår bandet også at skrue nogle fine kompositioner sammen – det er ikke kvantemekanik, men til gengæld rigtig godt rockhåndværk, og Whores & Thieves kender også deres begrænsninger. Her er ingen lange instrumentale passager eller lange soli (numrene holder sig alle under 4 minutter), men ’bare’ solidt skåret ørken-rock med sjæl og fylde.

’Hordes’ afslutter EP’en, og det gør den ganske fint. Her er vi i et tungere, slæbende tempo og en mere ildevarslende stemning. Den er ikke helt på højde med de tre første numre, men som  lukker fungerer den rigtig fint.

Whores & Thieves har allerede markeret sig på blandt andet Spot Festival, og ’Digging Holes’ har fortjent fået en del airplay på P6 BEAT. Hér er et rendyrket dansk rockband, der for alvor er værd at holde øje med. Hvis det høje niveau fra EP’en kan holdes på det kommende album, skal det nok blive mere end spændende at følge gutterne fra Esbjerg-egnen. Jeg er i hvert fald imponeret over det fokuserede udtryk, de gode sange og den der voldfede tyngde, der er i bandets lyd.

’Hollow Drive’ og ’Evelyn’ kan downloades gratis fra bandets facebook-side, hvor man også kan høre EP’en i sin helhed.  Tjek også det ældre nummer ‘Dirt’ på  Youtube, hvor den amerikanske ørkenlyd for alvor mærkes. Whores & Thieves kan opleves live på Tobakken i Esbjerg d.17/8, samt Huset i Esbjerg d.13/10. Mon ikke der snart føjes flere datoer til koncertkalenderen i forbindelse med udgivelsen af albummet i september? Jeg har endnu ikke oplevet Whores & Thieves live, men de står hermed højt på listen over upcoming danske rockbands jeg skal opleve .

Anmeldt af Judas

Find GFRock på facebook, giv et like og få nyheder og anmeldelser om ROCK lige i din newsfeed. 

Previous articleThe Denotes: The Denotes EP *** (3/6)
Next articleHelmet Compass: Rewind