Drowned Session er en dansk/færøsk folk-rock konstellation, som bevæger sig indenfor tilbagelænet og autentisk klingende americana. Conversations With Cora, er en kort udgivelse på kun to numre – til gengæld er niveauet højt.
Suverænt godt håndværk. Det er noget af det første jeg tænker efter at have lyttet denne 7″er igennem en del gange. Ikke håndværk som i, at dette ikke er kunst, håndværk i den gode gamle udgave, hvor ting er frembragt med hænderne, der er investeret kræfter, sjæl og stolthed i arbejdet og produktet – og man fornemmer det. Drowned Session opererer med en meget diskret og minimalistisk lyd, stilen er underspillet og det store drama som de to numre rummer, frembringes ikke med vilde armbevægelser, men med dirrende intensitet og veldoserede, afdæmpede virkemidler. Der ulmer en masse bag det rolige ydre af sagte midnats-americana, som Drowned Session leverer på Conversation with Cora.
Ved første gennemlytning gør hverken musikken eller det 4 mand store band umiddelbart meget væsen af sig, men der skal ikke mange genhør til inden der åbner sig en større verden hos Drowned Session. Musikken er diskret orkestreret, med banjo og mandolin som to af de dominerende instrumenter i lydbilledet, Ikke “front porch redneck banjo”, instrumentet slår en meget mere melankolsk og længselsfuld tone an, som er nogle af de gennemgående stemninger der præger de to numre, “Concersation with Cora” og “The Man Who Came Back”.
Titelsangen “Conversation With Cora” åbner netop med banjoen i absolut centrum, langsomt kredsende og vuggende, imens de andre instrumenter langsomt falder i. Musik til de nordiske nætter, præsenteres Drowned Session som, men det er for mig lige så meget lyden af en mørk amerikansk prærienat omkring et lille bål. Med slangerne lurende i mørket lige udenfor lysets rækkevidde. For der er drama og en vis portion uhygge på spil i Drowned Sessions, på overfladen, rolige sange. En ikke helt definerbar sitrende og foruroligende stemning gennemstrømmer Conversation With Cora.
You have a mean streak inside
I should have known when I first met you
You only think of yourself, you’re completely hollow
lyder det fra frontmand Atli Brix Kamban, med en vokal der klinger lidt hen ad en små-lidende Nick Cave, ikke helt så dyb, men ru og lidt mere skrøbelig. Der er noget på samme tid varmt, inviterende, tillokkende og køligt og mærket over den. Mærket af tab? Intensiteten i nummeret vokser og dramaet bliver mere udtalt, aldrig fremfarende eller melodramatisk, det emmer af sørgmodighed og en ulmende rastløshed.
Why did you even knock on my door?
Do you even, know what you are dealing with?
Don’t even try to walk out that door
Spændingen, og en blanding af uhygge og stille desperation lurer lige under overfladen på den elegant udførte musik. Ak, den svære kærlighed.. i dette tilfælde får jeg en eller anden idé om, at vores fortæller har et forhold til en prostitueret? Det er sådan set ligegyldigt for oplevelsen af nummeret, og den gennemgående stemning, det var bare den historie, der begyndte at tegne sig for mig. På trods af den meget fortællende stil, hvor du kan høre de fleste ord ganske tydeligt, i det Kamban er helt fremme i lydbilledet og nærmest ånder dig i øret, så ruller min egen personlige film løs. Ordene er blot inspiration og stikord, ikke facitliste.
“The Man Who Came Back” indledes med en skæv og hakkende violin, der straks skaber en nervøs atmosfære, som om noget er galt eller der er ubehagelige oplevelser i vente. Den foruroligende stemning vokser langsomt, flere løsrevne klange svæver rundt imellem hinanden inden Kamban træder ind i nummeret.
Where are you? Where have you gone?
I left you in an open field
In the dark, somewhere clutching at straws far from home
Der er ugler i mosen, på prærien.
Følelsen af savn, længsel og tab er nu endnu mere udpræget i både vokal og musik, begge dele leveret med nærvær og stor autencitet. Vores fortæller fremstår nøgen og skrøbelig, med en følelse af tomhed og ensomhed konstant nærværende nummeret igennem, med kun det lille båls aftagende flammer som eneste selskab – udover de larmende tanker om Cora (for jeg tror stadigvæk det er hende det handler om).
Speak to me now
It’s getting dark and cold out here
And I need someone to talk to, someone to keep me warm
All through this night…
Drowned Session’s dystre mørke, er ikke af den udfarende ondsindede slags, de danser nærmere tæt kinddans med natten og valser ud i mørket med et overgivende ansigtsudtryk og et lille diabolsk glimt i øjet, som ind imellem flammer op. Det musikalske udtryk er til tider ret Nick Cave’sk, men ikke i en grad så det virker forstyrrende på mig – eller påtaget for den sags skyld. Mere som et “tip of the hat” til den gamle mørkemester. De to numre, og Drowned Sessions univers generelt, vinder ikke på at være banebrydende eller ved at bidrage med nye musikalske landvindinger, det er dybt traditionelt og velkendt. Men det rummer bare den der ubeskrivelige nerve, som gør at det ikke føles hverken fortærsket, letkøbt eller slidt.
Det er to fremragende sange, på hver deres måde, om noget så gammeldags som kærlighed. En kærlighed af den farlige og sikkert dødsdømte slags, uden at kende den rigtige historie bag numrene. En fællesnævner i musikken, er for mig, følelsen af at være efterladt. Er hun gået? Er han gået? Er han netop vendt tilbage til sit lille bål, med blod på hænderne, efter at have begravet Cora ude i natten et sted?
Jeg håber et helt album med Drowned Session og flere fortællinger som disse kan give mig et svar.
Anmeldt af Kodi
Conversation with Cora udkom d. 9/7 på det færøske pladeselskab Tutl, besøg Drowned Session på Facebook
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
