SPEkTR lover blandt andet kompositioner, der er drevet af originalitet, musikalsk nysgerrighed og idérigdom, som kommer til udtryk som soundtrack til sin egen, uindspillede film. Desværre er det en lidt søvndyssende og overflødig en af slagsen.
Hovedarkitekten i det 5 mand store SPEkTR, Manoj Ramdas (The Good The Bad m.m.), kalder selv genren for soundtrack n’ roll, hvilket for The Door Is Paint On A Rock’s tilfælde drejer sig om en art retro-futuristisk sci-fi horrorfilm. Tænk lidt a la Blade Runner synth møder Halloween’s ildevarslende minimalisme blandet med lydsporet fra 80’er computerspil. Men der hører de virkelig spændende associationer desværre også op.
EP’en består af 6 numre, det vil sige egentlig kun 4 regulære og relativt korte instrumentalnumre, og 2 korte mellemspil, kaldet “Intermezzo 1 og 3”. Stilen og rammen er ligesom på plads, men indholdet er, selv for en der i forvejen har noget svært ved at hidse sig op over ren instrumental musik af denne slags, lidt en halv-tynd omgang. Det er ikke fordi, at musikken ikke er velspillet og ganske habilt skruet sammen, den vækker bare hverken følelser eller starter nogen videre interessant film hos mig – andre får forhåbentlig en anden oplevelse ud af det.
“Vice Versa” åbner EP’en med en klang der får mig til at tænke på temaet fra “De Uheldige Helte”, i en lidt mere dyster kratlusker udgave – Tony Curtis lurer i hækken i sit bedste rumagent gear. Lidt over to minutter, der ikke gør det store væsen af sig, inden vi rammer det første cirka 50 sekunder lange “Intermezzo”. Her minder stemningen om noget man kunne finde hos Mike Patton projektet Fantomas, for eksempel i den foruroligende “Rosemary’s Baby”, bare uden samme uhygge og følelse af ubehageligt vanvid, trods lidt sært klokkespil og nervøst åndedræt.
Den efterfølgende “The Interventionists” skruer op for sci-fi delen, med noget der bringer minder om et soundtrack til et gammelt Commodore 64 space-shooter spil, krydret med “rum-noir-thriller” stemning. Som nummeret skrider frem stiger intensiteten i musikken og følelsen af at tiden er ved at løbe ud for Player 1 i dette level. EP’ens mest medrivende skæring, men jeg ville da hellere støve en C64’er, med båndstation og hele det pimpede svineri, op på et loppemarked og sidde og rocke ud til melodierne fra de gamle spilklassikere, end bruge tid på et nymodens opkog, der bringer mig associationer til det. Men det er nok bare mig….
“The Infirm” bringer os frem til filmens “chasescene”, det være sig til fods, i bil eller til rumskibs – hvad din fantasi nu måtte vælge. Ganske gedigent skruet sammen, men igen, ikke noget man ikke har hørt før, eller som får mit blod i kog. Mit pis? Indrømmet, ja, efterhånden en smule, men på sådan en halvdoven “hvad skal jeg egentlig bruge det her til?” måde. Når man har/får det sådan med en udgivelse, så er det klart, at endnu et mellemspil (Intermezzo nummer 2, men kaldet nummer 3 – Jydekompagniet finten), der skal bidrage med lidt atmosfære, men hvor man ikke rigtig synes der sker noget, bare bliver endnu et irritationsmoment.
The Door Is Paint On A Rock (så er du advaret Wile E. Coyote) lukkes med den surf-synthede “Rubber Souls For Sale”. Jeg er udmærket klar over, at jeg sikkert spillede en sundhedsskadelig mængde computerspil i 80’erne, men igen minder musikken mig om en komposition fra noget jeg har hørt tidligere – altså, det lyder noget pænere end de primitive lydforhold, der dominerede dén teknologiske tidsalder!
Okay, jeg fik da et lille nostalgitrip ud af turen, og det tæller vel også som en SLAGS film. Men jeg kunne bedre lide originalen, og ikke dette moderne remake. Er jeg den forkerte målgruppe for musikken? Muligvis, og det kan også være jeg bare mangler en bedre fantasi? Derfor skrider objektiviteten også når jeg lytter til SPEkTR og subjektiviteten tager over – det er jo trods alt musik designet til, ifølge dem selv, at skabe billeder til en uindspillet film. Og den vil jo nødvendigvis have et svært subjektivt indhold. Dermed kan jeg heller ikke direkte sige, at EP’en ikke fungerer, for den frembringer trods alt en form for reaktion i mig – bare ikke en der interesserer mig synderligt, eller giver mig lyst til på mere, eller starte “filmen” forfra.
Instrumentale filmsoundtracks kan skam være vældigt interessante og kunstnerisk vellykkede, men alt det der med “soundtrack til sin egen uindspillede film”, sætter lidt ekstra krav til musikken – det er ikke nok, at den blot er til stede, den skal ligesom også være billedskabende og drive den indre film fremad. Helst med nye og ikke tidligere sete billeder. Jeg sidder beklageligvis med følelsen af uønsket og overflødig genudsendelse imens The Door Is Paint On A Rock afspilles.
Er du til genren, så giv SPEkTR et lyt og se om din film bliver mere interessant.
Anmeldt af Kodi
The Door Is Paint On A Rock udkommer d. 23/9 på Drone Recordings
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
