Amerikanske The Walkmen gæstede tirsdag aften Voxhall i Aarhus. Her viste de med en intens og skarp performance, hvorfor de fortsat er et af de mest spændende navne fra New York’s rockscene.
Efter en fin opvarmning ved de lidt Shins-lydende Virgin Suicides, gik The Walkmen på scenen foran et pænt, men ikke stuvende, fyldt Voxhall. “Hello, how you doin’?”, lagde Hamilton Leithauser ud med at spørge, inden han konstaterede “We’ve come a long way to be here”. Herefter lagde bandet kontrolleret fra land med en både velsunget og velspillet udgave af ‘We Can’t Be Beat’ fra The Walkmen’s seneste album, Heaven fra 2o12. En fin start på en koncert, der skulle vise sig at byde på flere højdepunkter.
Aftenens andet track, ‘Juveniles’, et af de stærkeste numre fra 2010’s Lisbon, blev også leveret og sunget meget indlevende af en til tider nærmest sammenbidt intens Leithauser, som virkede tændt denne aften. Det fortsatte han med at være på ‘Thinking Of A Dream’, og blev bakket op af et intenst og gnistrende band, inden frontmanden på fjerde nummer igen tog den akustiske guitar frem og til tider lød helt Springsteen’sk på ‘I Lost You’.
Den blev fulgt af ‘Angela Surf City’, der blev tampet godt i gang af stærkt spillende Matt Barrick bag trommerne. Igen blev lokalen leveret intenst og næsten råbende af Leithauser, henover nummerets pulserende rytmesektion. Yderligere et nummer fra Lisbon fandt vej til sætlisten i form af ‘Blue As Your Blood’ og ‘Woe Is Me’, hvor Leithauser havde lidt problemer med mikrofon-lyden. Ind i mellem de to i øvrigt glimrende fremførte numre fik vi også ‘Line By Line’ fra det seneste album.
Efter ‘Woe Is Me’ løftede koncerten sig en tak yderligere op i højderne med en fremragende version af ‘The Rat’ fra 2004’s Bows + Arrows. Med heftige og gnistrende guitarer drevet frem af den stærke rytmesektion og med en stærkt syngende Leithauser i front, sikrede ‘The Rat’ et stort bifald fra salen, der tydeligvis satte stor pris på The Walkmen’s optræden. Tempoet blev sat lidt ned igen med ‘On The Water’, igen spillet med autoritet og overskud, inden endnu et højdepunkt indtraf med en huggende udgave af ‘In The New Year’. Bandets samspil sad lige i skabet, lyden var skarp og Leithauser sammenbidt glimrende i front.
Igen vælger The Walkmen vekselvirkningen mellem tungere rockende og mere afdæmpede sange, da næste nummer blev ‘138th Street’, hvor Leithauser pludselig minder mere om Bob Dylan vokalmæssigt end en sammenbidt storby-rotte med en snert punkarrigskab. Igen bevæbnet med akustisk guitar bakkes Leithauser diskret op af resten af bandet, på et nummer, der viser at The Walkmen ikke alene mestrer den gnistrende storbyrock, men også en mere folk-rocket klang. Som sidste nummer i det ordinære sæt, leveres titelnummeret fra det nyeste album, ‘Heaven’, med køligt metropol-rocks overskud. “Remember, remember/All that we fight for” messer Leithauser, inden han mod slutningen præsenterer bandet. Efter nummerets afslutning forlader de hurtigt scenen med et tak, men kaldes efter et par minutter tilbage af tålmodige klapsalver til to ekstranumre. Især glimrende trommespil bærer afslutteren ‘That’s The Punchline’, der med sin afvekslende form og perlende guitarer indkapsler flere sider af The Walkmen – både det afdæmpede og det råt rockende, det melodiske og det støjende.
Lidt over en times koncert var hvad vi fik denne tirsdag aften, men når kvaliteten er så høj og musikken fremføres intenst, karismatisk og dygtigt, så er der ikke andet for end at hoste op med 5 stjerner til The Walkmen. Og ønske sig et forhåbentlig snarligt gensyn.
Anmeldt af Judas
Foto: Anders Teibel/Voxhall
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
