En hardcoreplades største hæmsko er ofte at skabe variation. På The Spirit of The Firewolf tager 9000 John Doe denne problematik seriøst og varierer mere klassisk hardcore med andre metal-elementer. Ironisk nok står de mere ’rene’ hardcore-passager stærkest på pladen.
I klassisk hardcore-stil er der smæk på fra første tone påThe Spirit of The Firewolf: Et scream, bakket op med tunge guitarer i en alla breve-intro, hvor flere råb og skrig dækker over hinanden i et sandt kaos, inden vi går i breakdown for at starte op i et langsomt tempo igen. En lille, koncentreret pille af hardcore-vrede og i den typiske form af godt et minut.
Godt i gang er som bekendt halvvejs færdig, og da der følges op med tilsvarende energi er der lagt i ovnen til en god halv time med smæk på. Ifølge pressematerialet har der især været fokuseret på at trække mere i retning af metal-genrer og mindre på fireslags-party derudaf.
Dette projekt er i høj grad lykkedes og både breakdowns og variation i stilen pladen igennem trækker på andre metal-genrer. Noget er endda helt teknisk, mens jeg bestemt ikke vil afvise, at det stadig er fremragende at bøvle rundt og drikke bajere til.
Flere steder er hardcore-skriget trængt væk af både mere ordinær growl og endda mere egal overdrive/edge-vokal. Nok så meget som jeg værdsætter denne variation, så bliver det alligevel det mest rene hardcore, der står klarest; især overdrive/edge-stykker kommer til at lyde lidt mere som nogen, der gerne vil være nogle farlige typer, end nogen der er det. Det bliver næsten komisk ind imellem – hvilket nok ikke er tilfældigt.
Nuvel. Når der screames igennem, er det ret fedt! Der benyttes alle tricks i bogen og eksempelvis i ‘Snake River Riders’ får vi film-samples ind over introen på nummeret. Det minder mig lidt om The Exploiteds Beat the Bastards-plade, men rummer måske ikke helt den samme hverken brutalitet eller humor. Mindre kan nu også gøre det, og ‘Snake River Riders’ bliver en god gang hardcore motorcykelrock-smadder.
Som en side-turner (ved dog ikke om pladen kommer på vinyl?) er der endda lagt 20 sekunders-tracket ‘The Firewolf’, som består af nogle bækkener spillet bagfra og en sluttelig advarsel; ”The Firewolf is coming”.
9000 John Doe er ikke et band, der råber ’ulven kommer’ uden at bære til bålet og det derpå følgende ‘Hellstorm’ bruser derudaf i højt tempo. Dog er det også på den sidste halvdel af pladen, at vi finder de lidt svagere numre; momentum går lidt af projektet på for eksempel ‘Breakdown Sunday’, hvor growlen ikke sidder 100% i skabet og råbekor både i dette og det efterfølgende ‘Look at Me Now’-nummer ikke har den medrivende effekt, man kunne have håbet.
De nærmest rappende vers i sidstnævnte nummer gør heller ikke nødvendigvis noget godt for pladen, uden at det helt falder igennem. Bandet har ifølge pressematerialet tidligere arbejdet sammen med Jonny Hefty og Jøden og her vil jeg da bare anbefale at man enten overlader rap til dem – eller lærer af mestrene.
Det er dog blot ridser i lakken, da The Spirit of The Firewolf er en festlig sag, der giver lyst til at drikke øl og slås. Bare lidt. Der holdes høj potens hele vejen igennem, og da der lukkes ned med mundharpe og western-æstetik på ‘Six String Shooter’ som endda breaker ned med kirkeklokker, så er det selvfølgelig alt, alt for meget. Men smilet bliver på læben, og selv om der er nogle udfald, så er The Spirit of The Firewolf ofte en forfriskende knytnæve i synet og en energisk storm fra nord.
Og så tilgiver vi stille og roligt de svagere sider – for energien er ufejlbarlig. Ikke de største, men fire stjerner trods alt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
