Efter en kort pause er vi tilbage med en lille, lækker koncertpakke til dem der har tid og overskud til den slags. I denne uge kan du forkæle dig selv med M Rexen i Vega, RedWolves på Lygten Station og Mathilde Falch på Forbrændingen.
Jeps, jeg tog mig lige en lille pause fra koncertkiggeriet i sidste uge og brugte tiden på Roskilde, men, nu er snuden tilbage spillestedernes koncertkalendere. Og ja, der er, selvfølgelig, meget mere spændende derude end det der er med her. Men lige for, at gentage konceptet for eventuelle nye læsere (hej begge to), så, er jeg gået fra at vælge en 5-8 koncerter ud hver uge, til kun at inkludere dem, som jeg rent faktisk selv kunne finde på, at dukke op til.
Ikke for, at lyde snobbet eller give særbehandling, men for, at gøre det lidt mere personligt, måske, og spare noget tid – den løber sgu’!
Jeg har eftermiddags/aftenarbejde, så koncerter i hverdagene (inkl. fredag) er lidt en presset sag og ikke mulig særligt ofte, derfor er ugens valg også lidt i den hypotetiske afdeling, Vi starter onsdag (og slutter fredag), hvor den musikalske globetrotter M Rexen spreder sine spraglede og forunderlige toner i Lille Vega.
M Rexen er i gang med albumtrilogien United Kingdoms, hvor del 2, Animals of The Frozen Clouds netop er udkommet. Sidste del skulle vist være klar efter sommerferien, så det bliver til 3 plader på cirka et års tid. Det er meget, men Rexen virker også som en kreativ sjæl med en krøllet hjerne, placeret på en gennem musikalsk og produktiv krop.
På første del, An Endless Sea of Honey, der udkom sidste efterår, trådte man ind i en kulørt og farverig musikalsk verden, som stak i utallige retninger og tog nogle gevaldige spring hvad tone og genre angår fra sang til sang. Man kunne godt miste orienteringen lidt, var der, ud over tracklistens insisteren på en rækkefølge, reelt noget start og slutning, eller var det lidt ligegyldigt? En overrumplende og sprudlende oplevelse.
Del 2 virker derimod som lidt en af kontrast, modreaktion eller den side af spejlet i forhold til. Mere rolig og mindre “flippet”, hvad tempo og atmosfæren angår. Og mørkere… måske mere introvert og eftertænksom, eller “lukket”? Medrivende og dragende med helt andre metoder og virkemidler end del 1, så det bliver spændende, hvordan Rexen afslutter trilogien?
Hvordan han er som livekunstner har jeg ingen begreb om, men jeg er ret sikker på, at det ikke er kedeligt eller uinteressant!
Så hopper vi til fredag, hvor vi finder ugens to sidste arrangementer. Vi lægger ud med en releasekoncert på Lygten Station, hvor rockbandet RedWolves markerer udgivelsen af deres nye album Future Becomes Past. Det er deres debutplade, men jeg har tidligere anmeldt en Ep fra bandet i ganske begejstrede vendinger.
Det var ikke fordi, at bandet genopfandt rocken med Walking Roads, men den rummede noget uhæmmet energi, selvsikkerhed, brølende RAWK og blødende rockhjerte, som det var svært ikke, at blive revet med af. Meget gammeldags og stadig meget attraktivt og smittende, når det leveres på den rette måde og bandet der spiller bagdelen ud af bukserne har numre, der ikke slæber røven hen ad scenegulvet. Det havde de.
De har op til udgivelsen af pladen udsendt en ny, over 7 minutter lang, single, som jeg ikke var helt så blæst bagover af. Det er også en anden slags rocknummer end de ældre fra bandet, mere tilstræbt episk i sin opbygning, og mere afhængig af netop opbygningen, fremfor guitarfræs og fængende melodier og energiudbrud. Ikke et dårligt nummer, og ret ambitiøst, men ikke et der helt har fået fat i mig.
Men live virker det som et band, der ikke har tænkt sig, at gå stille i graven.
Sidste bud finder vi på Forbrændingen i Albertslund, der er godt i gang med deres koncertår, hvor de kun har kvindelige kunstnere på plakaten. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om, men jeg kan godt lide Mathilde Falchs musik, så den er jeg i hvert fald helt med på.
Hun kigger forbi med 4 album i bagagen, hvoraf det sidste, Som Børn På Ny, fejede benene godt og grundigt væk under mig i slutningen af 2017. Det er singer songwriter pop/rock, her med en snert af noget 80er ekko i sin lyd, som i bund og grund er ret ligetil. Men Falchs vokal, nærværet, nerven og ikke mindst følelsen af, at lytte til nogle meget personlige tekster løfter pladen.
Det er tæt på og ærligt, uden at det kammer over og bliver selvudleverende navlepilleri og følelsesporno. Det er en kunst i sig selv og en hårfin balance Som Børn På Ny emmer af smerte, tab, livtag med indre dæmoner, det må gerne og der give plads til, at det kan gøre ondt. Men der er også håb, kærlighed og en form for “frelse”. En lyrisk virkelig stærk plade, som igen får en anbefaling herfra.
Jeg har stadig tilgode, at opleve Falch live, men har hun bare en del af samme nærvær på en scene, som på plade, så går det ikke galt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mathilde Falch, pressefoto 2017
