Der er blevet fisket i indbakken og her kommer tre “hurtige” anmeldelser af nogle af de metaludgivelser, som er landet i vores indbakke hen over sommeren – APATHY, Slowjoint og Lucid Grave.
Indbakken bugner, og vi når desværre ikke alt vi får tilsendt – det må vi bare erkende. Kernen her på siden er fortsat de grundige anmeldelser efter flere lyt, men her et forsøg på et kortere format, hvor nogle udgivelser, som ellers var ved at forsvinde i indbakkens dynd, hives op i dagslyset.
Her er samlet tre udgivelser, der alle hører under samlebetegnelsen “metal”, men i øvrigt er vidt forskellige. De tre udgivelser vi skal se nærmere på her, er APATHY’s Tabula Rasa, SlowJoint’s Piss and Gravel og Lucid Grave’s Cosmic Mountain.
APATHY: Tabula Rasa (EP)
Det er ikke meget man får at vide om APATHY i det tilsendte pressemateriale, ud over at de “er født af pandemiens splittelse og drives af foragt for menneskehedens selvdestruktive natur”. Det kunne jo godt lugte lidt af blackened hardcore, men det er ikke helt der vi er. Faktisk er APATHY lidt af et metallisk genre-mixup, som måske alligevel trækker mest på relativt klassiske heavy metal elementer.
Her og der, i de mere stille passager, som der er nogle stykker af, lyder det som om især guitarist og bassist har hørt en del Tool, mens det andre steder tenderer tempofyldt hardcore med skrigebrølende vokal og fuld tons. Jeg var ellers lige ved at stå af på indledningen til første nummer, ‘As It All Fades Away’, hvor vokalen måske ikke helt kan bære den højstemte og alvorlige tone, og så træder den danske accent lidt for tydeligt frem. Det varer dog ikke længe før der blæses til storm og trommerne tamper afsted blast beat-style, mens nummeret flexer mellem noget, der nærmer sig klassisk heavy metal med melodiske guitarpassager og elementer af hardcore og black.
Jeg er faktisk oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skal mene om APATHY. Indledningen til titelnummeret lugter en del af Tool, i hvert fald indtil det thrashede riff, og så er vi ovre i noget mere klassisk heavy metal igen. Her og der synes jeg også man kan spore en del lån fra Slayer. Og sådan er det hele vejen igennem de fem numre, hvor der rystes soli ud med lind hånd, veksles mellem det storladne og det hidsigt tonsende og eksperimenteres, især i rytmesektionen. Der er ideer nok, og måske også for mange, der har fået lov at komme med.
Omvendt er det også på en måde forfriskende at høre et band, der bare giver los og bruger løs af hvad de lige synes lyder fedt – som for eksempel på ‘Start a War’, hvor der synges, rent, så brøles “WE NEED TO START A WAAAAR” henover en bredstående solo. Udførelsen kan måske ikke altid helt følge med ideerne og vokalen halter i de passager, hvor vokalen er mere ren, men det er bestemt ikke uinteressant at være med på APATHY’s udgydelser.
Slowjoint: Piss and Gravel (Album)
SlowJoint er det mest rutinerede af de tre navne, og har en række udgivelser bag sig – helt tilbage i 2014 anmeldte jeg deres første album, Up Shit Creek. Dengang som nu spiller bandet tung sludge-metal og trækker på inspiration fra bands som Bongzilla og Weedeater og andre bands fra de sumpede amerikanske sydstater.
Numre som åbneren ‘Screwdriver’ og ‘Snot From Shit’ viser meget godt hvad Slowjoint kan – tålmodig opbygning med repetitive bas- og guitarriffs, inden nummeret slippes løs et par minutter inde med hæs vokal, og så buldre-slingre-svinger det bare videre derfra. Lyden er tilpas mudret og sumpet, og ligesom på den otte år gamle debut, er der ikke meget nyt under solen, men Slowjoint virker ganske kompetente til det, de gør.
‘Don’t Fit’ skruer tempoet op, men Slowjoint er stadig væsentligt mere elefant end gepard. Sådan skal det vist også bare være. Den ulmende ‘Bum’ viser en smule innovation, uden vi er ude i deciderede nybrud, og på den afsluttende ‘Lesson Lost’ får vi minsandten et stykke med tangenter – det varer dog ikke længe før bas, trommer og guitar buldrer ind igen. Slowjoint ved hvad de vil, og gør det solidt – men om det helt er nok til, at jeg vender tilbage til albummet, er ikke sikkert. Til gengæld fungerer det sikkert ganske godt live med en fadøl i hånden.
Slowjoint tager i øvrigt på tour i forlængelse af albumudgivelsen (som officielt er d.15/8), hvor de spiller på mindre spillesteder, i øjenhøjde med publikum.
Lucid Grave: Cosmic Mountain (Album)
Så kommer vi til Lucid Grave, som er signet på det italienske pladeselskab Electric Valley Records. Ken anmeldte deres debut Goddess of Misery i 2020, så det er igen ikke et band vi er helt ubekendte med. Genre-mæssigt er der også elementer af stoner/sludge, men Lucid Grave er væsentlig mere eksperimenterende, rockede og psych’ede end Slowjoint.
Tag bare albumåbneren, det 11 minutter lange titelnummer, der lyder som soundtracket til et sært mareridt. Her skabes stemningen blandt andet af den særegne vokal fra Malene, der er både klagende og højstemt. Den er nok i kategorien “acquired taste”, men i forhold til, hvad Lucid Grave ellers er for en størrelse, så passer vokalen godt til musikken. Den fylder rigtig meget på åbneren, mens den er knap så dominerende på andre dele af albummet, men helt væk er den aldrig rigtig undervejs.
‘I’m Still High’ formår at smelte Lucid Grave’s særegenheder sammen med noget, som faktisk er virkelig catchy, blandt andet på grund af det glimrende, melodiske guitarspil, mens også singlen ‘Old Spirit’ (som handler om “skeletter og dæmoner i Californiens ørken”) både flænser og fænger. Det er ellers ikke fordi Lucid Grave i øvrigt virker som et band, der forsøger at ramme bredt – de har en ret tydelig vision, og fører den kompromisløst ud i livet.
Den mere rockede ‘Stay Away’ er albummets korteste med sine knap 5 minutters spilletid, og her er vi igen i det mere tilgængelig hjørne af Lucid Grave’s univers. Her er både rock-groove og wah-wah-guitar, og her giver Malene den mere som rock-skærebrænder end hjemsøgerske.
Dunkelt og dystert bliver det dog igen inden albummet rinder ud med ‘Curse of the Crow’, der slæber sig afsted som et gespenst med kæder med tunge jernkugler om anklerne. Tre minutter inde løftes tempoet en smule, og Lucid Grave viser, at de er et band med mange tangenter at spille på. Der er en ret fed progression i nummeret, og Malene’s vokal tilpasser sig det gradvist mere huggende tempo.
Man forstår signingen på et internationalt selskab. Lucid Grave har deres egen vision og lyd, er dygtige til at dosere virkemidlerne, og har nogle spændende kompositioner. Cosmic Mountain virker som et album, man godt kan vende tilbage til og finde nye ting i. Lucid Grave er bestemt værd at tjekke ud hvis man er nysgerrig på den mere psychede ende af den danske metaldam.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
