Der er dømt fart-over-feltet-armen-ud-af-vinduet-vind-i-håret-rock-og-rul, på 11th Street Kids andet album, hvor indholdet stort set rammer plet, men også kun næsten.
Først en lille kindhest til bandets label, der to dage før album release, opdagede at der manglede to sange på det tilsendte lyttelink, en fejl der nok kunne have sendt undertegnede i lettere Treo-mode, for det er jo lidt træls at have skrevet en anmeldelse ud fra tilsendte, for så at finde ud af, at to af albummets stærkeste sange mangler… Men, kaffe og høj sol over Haderslev reddede humøret.
For på trods af at det var en anelse irriterende, at skulle starte forfra, så var det en positiv oplevelse at lytte albummet igennem i fuld opstilling. De to sange bidrog til at binde albummet sammen, da den famøse røde tråd, var lidt svær at finde i deres fravær – ah ja, så kom smilet næsten frem igen.
Albummet Blue Skies and High Fives består af 10 sange, alle gennemsyret af bandets enorme kærlighed til rock og rul, og der er, som skrevet tidligere, dømt fart over feltet, fra første til sidste sekund, ingen tid til ballader eller andre små-fesne svinkeærinder. Kvaliteten er høj, produktionen lige i øjet, dejlig low-core, så der er generelt ikke det store at klage over, eller jo, det er der jo altid – det kommer vi tilbage til.
Bandet har, modsat forrige album der blev indspillet på blot fire dage, taget sig tid til at kreere efterfølgeren. Halvandet år har det taget at skrive og indspille Blue Skies and High Fives, og bandet er undervejs blevet udvidet med både en orgelspiller og en ekstra guitarist, specielt orglet er en rigtig god tilføjelse til bandets lyd. Når vi er ved lyden, ja, selv nævner 11th Street Kids, Bruce Springsteen og Rolling Stones samt en sjat surf, hvilket jeg kun kan høre i meget små doser hist og pist. Noget jeg til gengæld kan høre en del af, er bands som The Dandy Warhols, Blur, The Vines, Oasis, ja, en noget mere britpoppet inspiration end surf.
Der startes op med albummets, med længder, svageste nummer, “Hey You (Magic)”. Der er en del ting i vejen, én af dem er, at sangen ikke rigtig passer ind sammen med de øvrige på albummet rent stilmæssigt. En anden ting er at sangen er hørt utallige gange før, en del bedre udført – det er sgu lidt kliché agtigt og alt andet end originalt. I min optik, ville albummet fremstå stærkere uden “Hey You (Magic)”, for magisk, det er det ikke.
Så sidder man og håber på at det ikke fortsætter i samme spor, og som man kan fornemme, er det heldigvis ikke tilfældet. “Y.L.F.”, næste singleudspil fra albummet, er hapset fra en helt anden hylde en albumåbneren. Vi rocker stadig derudaf, men nu er alt vendt på hovedet. Nu lyder bandet ikke som nogen der prøver at være seje rock-dudes, nu er de sgu de seje rock-dudes, og det lidt påtagede er skiftet ud med en mere tilbagelænet attitude og overskud. Lyd- og stilmæssigt er vi ikke langt fra The Dandy Warhols, og det kan man jo godt lide!
Sådan fortsætter det på de to singleudspil “Holiday”, hvor surf inspirationen kan anes, og på “Electric Lady”, hvor der skrues op på 11, og pedalen er trykket helt i bund, et par gedigne sommer-rockere med hver deres forcer. Der skrues ned for ud-af-landevejen-i-en-fart rocken, og op for britpoppen, på den meget Blur inspirerede “La La La”, som er på nippet til at tippe over i kopi fremfor inspiration, heldigvis er der tilpas med bandets egen lyd og rockede tilgang i verset, til at dette undgås, men omkvædet lugter af Blur.
Britpoppen bliver for en stund skiftet ud med lidt The Vines’ske tendenser, på et af albummets stærkeste sange, “Horns”. Masser af guitar-lir, et godt tungt riff og et simpelt omkvæd, hvor der udelukkende bliver sunget/råbt “Horns”, simplicity for the win.
“The Meaning Of Life” bringer britpoppen tilbage i fuld flor. Nu er Blur ikke bannerfører mere, men derimod deres evige rivaler i Oasis. Og jeg kan stort set skrive det samme om dette nummer, som jeg skrev om “La La La”, så det undlader jeg, og konkluderer blot, at det er et fedt nummer, der holder sig på inspirations-stien.
De næste par sange “Silver & Gold” og “Making U Mine” cruiser videre ud af the highway med speederen i bund og vind i håret, der er sgu dømt soundtrack til sommerens tur gennem Tyskland på die autobahn.
“Officially Broken” lukker og slukker en hæsblæsende tur i 11th Street Kids Ford Mustang. En sang, der sammen med åbneren, ikke er på samme niveau som de resterende sange på albummet, jo, jo, der er et okay catchy omkvæd, men det er også det. Der er igen lidt surf at finde, orglet er gået i The Doors mode, og jeg har lidt på fornemmelsen at det er en god “syre-ud-sang” når der skal spilles live, men på plade er jeg ikke helt solgt.
Alt i alt er der så absolut flere ups end der er downs på Blue Skies and High Fives, der er vel kun et decideret down, som desværre også er et af det store, men ser man bort fra den svipser, så har 11th Street Kids begået et rigtig fint album, der på trods af lidt svingende stil, formår at holde en rød tråd fra anden skæring til slut. Bandet har formået at finde deres egen lyd og stil, og det lige meget om det tipper mod britpop eller surf, deres egen dna er i musikken, men når det er sagt, kan bandet sagtens arbejde mere med at få finde deres helt egen lyd.
Det er forbandet godt, charmerende, tilbagelænet og cool når der rammes plet og tilsvarende fesent, og en del under middel, når der rammes ved siden af. Men med 8 stykker indenfor rammen og over middel, smider jeg en high five og 4 store stjerner mod Blue Skies and High Fives, 11th Street Kids, og den blå himmel.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Besøg 11th Street Kids på facebook
