(0) KNÆK.MØRKE.MOD.LYS, 9 numre der kredser om sorg, depression, skyld, skam, frustration, vrede og sågar klimaforandringer. I et atmosfærisk, tungt, sort, post-metallisk lydbillede, der omslutter en og lukker lyset ude. Perfekt lytning til efteråret og en stærk kandidat til årets danske metaludgivelse.
Da (0) debuterede tilbage i 2020 var de omgærdet af en del branchebuzz, positiv opmærksomhed og rosende ord. Nu viser de endelig livstegn igen med et længe ventet album nummer to, produceret af Lasse Ballade.
Det har heldigvis været ventetiden værd, selvom man kun får 9 numre, hvoraf flere “kun” er kortere mellemspil og instrumentale sekvenser. Men KNÆK.MØRKE.MOD. LYS er tænkt som et samlet værk, fremstår som et og viser et band med skyhøje ambitioner.
Og heldigvis også evner ud i dunkel metal, som matcher disse ambitioner hele vejen igennem albummet.
Der indledes med den ildevarslende “Det Sortner”, og vi skal ikke langt ind det 6 ½ minutter lange nummer inden det man er opslugt af mørket. (0) tonser tungt og bistert pladen i gang med en sort metallisk klang, der sender kulde helt ind i knoglemarven. Men der er meget mere i spil i bandets hybrid-lyd. Det er ikke bare sort tons, der er en understrøm af noget melodisk og også mere atmosfærisk.
Det trænger langsomt igennem den massive mur af grum vokal, rumlende trommer og sortsynssoundtrack. Lyset vil frem. Jeg opfatter egentlig KNÆK.MØRKE.MOD.LYS som et album, der de tunge tematikker til trods, rummer masser af håb. Håb om, at man netop kan knække mørket mod lyset, så lyset i sidste ende, hvis ikke vinder, så får lov til at kigge frem i sprækkerne.
Der er vel en tanke ved, at pladens sidste halvdel udgøres af kortere numre, som bærer titlerne “Vrede”, “Post-Vrede” og den afsluttende “Hvad Den Sorte Muld Er For Lyset”. De er afhængige af hinanden og del af et livgivende kredsløb. Lyset for ting til at gro i den sorte muld, den sorte muld giver næring til det, der skal rammes af lyset…
Sådan kan man sidde og tolke frit, men hvis ikke musikken ramte en nerve, så var det måske ligegyldigt tankespind. (0) rammer ikke kun hårdt og dybt med deres lyrik og mulige tolkninger af budskaber, men også rent musikalsk. “Det Sortner” muterer til noget mere storladent efterhånden, som den foldes helt ud. En stil der leder over i det episke titelnummer, der fra første tone giver akut ståpels. 10 fænomenale sortnet post-metal minutter, der er et helt lille værk i sig selv.
“Har vi gjort for meget, har vi gjort for lidt?!” brøles der kraftfuldt ud af (0) stormen, mens bandet giver den alt hvad den kan trække som instrumental vindmaskine. Det går lige i garnet og samtlige kropsåbninger på den helt rigtige måde.
I det hele taget rammer (0) plet hos undertegnede med meget af det, de gør. Ikke kun musikken, men også bandets æstetik, den generelle lidt hemmelighedsfulde og mystiske stemning omkring det hele. Navnet. Der både fungerer som et navn man kan tolke på: er det et 0? Hvad skal man lægge i parentesens betydning? Måske er det ikke et navn, men et symbol – som igen fungerer virkelig godt visuelt og æstetisk – eksempelvis illustreret ved dets brug, som en naturlig del af pladens cover . Her er noget til øjne, ører og de små grå – men igen åbenlyse svar, man stopfodres med. Det kunne lyde enormt prætentiøst, men parentesen er ikke tom her.
(0) demonstrerer også at de har fuldkommen styr på opbygningen af deres værk. Intet virker tilfældigt, men derimod nøje gennemtænkt, uden at det bliver FOR tænkt. Det mastodontiske titelnummer glider over i det lille tiltrængte pusterum “Dråbe”, der leder over i “Trukket Tid”. Det fungerer både som en mulighed for at få pulsen ned, dvæle lidt ved stemningen og som stemningsopbyggende til det efterfølgende nummer.
“Trukket Tid” er mere bastant og trampende, og fortrænger for en stund det melodiske og storladne. Et godt break halvvejs igennem pladen, der viser bandets alsidighed og igen forståelse for en opbygning, der gør pladen ekstremt lyttevenlig. Vi er tilbage i det mere højtragende og stort klingende på “Skyldnersol”. En sidste svajende og majestætisk rejse ind i (0)s mørke sind på næsten 9 minutter inden pladens mere kortfattede sidste del. Også denne fremgangsmåde virker nøje afvejet. Mange plader af denne slags kommer til at lide lidt under, at vægten og tyngden gør dem lidt vanskelige at tygge sig igennem. Ikke KNÆK.MØRKE.MOD.LYS, der problemfrit glider ned i det albummet serveres i disse kortere bidder mod slut.
Så er vi tilbage ved udgangspunktet. KNÆK.MØRKE.MOD.LYS ER tungsindig og mørk, men kommer man igennem den lange nat, lige meget hvad man måtte møde af modstand, så står solen altid op igen. Det er muligt at det ikke løser alle problemerne, men det skaber vilkår og mulighed for at livet fortsætter. Og dermed at mørket engang kan knækkes?
Af Ken Damgaard Thomsen
