Den københavnske trio 0% debuterer med en solid samling skramlende punk-rock sange, som hver især er bygget enkelt og effektivt op.
Selv om God Hates Young People er 0%’s debut, er det ikke uerfarne folk, der står bag. ‘ Således har de tre medlemmer erfaring fra bands som Amdi Petersen Armé, Gorilla Angreb, The Monoliths og Yahowa. 0% virker da også temmelig afklarede omkring hvad de vil på God Hates Young People, og det er en fordel for albummet.
Man hører det allerede på åbneren ‘Original Man’, hvor baslinien hurtigt slår fast at 0% kan spille catchy med enkle midler. Det er sandt for dyden heller ikke atomfysik, vi er ude i, men effektiv og fængende rock med kant – omkvædet sætter sig også hurtigt, og vupti, så er man på fra start som lytter.
Det bliver mere skramlet og utilnærmeligt enkelte steder undervejs, men ellers virker det til 0% er opsatte på at levere det som i pressematerialet kaldes “instantly intuitive songs”. Det er egentlig en meget god beskrivelse af numre som ‘Original Man’ og ‘Numbers Are Even’, som følger efter. Sidstnævnte er lidt mere til den utilnærmelige side, men kernen i nummeret er stadig melodisk og medrivende.
På ‘Shark Song’ skrues tempoet op og guitaren hugger insisterende afsted, og her kommer jeg til at tænke i retning af Powersolo – her er noget af den samme løsslupne tilgang til udtrykket med den råbende vokal og en tekst om, ja, hajer…
Generelt er tonen dog lidt mørkere og alvorligere hos 0% og der er mere tyngde i udtrykket. For eksempel på tungtrockende ‘Caveman in Bathroom’, og på de aggressivt kværnende ‘Gonna Die’ og ‘Upper Base’, hvor der eksperimenteres med nogle grødet lidende vokaler. Til gengæld kører den ellers melodiske ‘Colours’ lidt i tomgang og løfter sig aldrig helt.
Til gengæld er titelnummeret lidt sit eget. Det er en let elektrificeret country-sang, som understreger at 0% ikke er bange for at lege med udtrykket. Her er både kor og et fløjte-stykke, mens vi får uddybet Guds had til de unge. ‘God Hates Young People’. “Oh, yes he does”.
På sidste del af albummet har 0% også tre andre stærke skud i bøssen. Både ‘Pants on Fire’ og ‘Shave Me a Problem’ hører til albummets mere sammenbidte. Førstnævnte er albummets næstlængste sang med en spilletid omkring 4 1/2 minut, og bruger noget af tiden på langsomt at bygge op, til vokalen og instrumenterne slippes fri på en igen ganske catchy omgang punk-garage-rock. ‘Shave Me a Problem’ trækker det melodiske guitarspil frem og sætter tempoet lidt ned uden at give køb på kantetheden, hvilket klæder udtrykket.
Endelig er der lukkeren ‘Portland Town’, som kører i et hektisk tempo, mens vi får fortællingen om en mand, hvis børn er blevet dræbt. Selv om teksten kører på repeat, er det som om intensiteten umærkeligt forøges og den sammenbidt arrige vokal bliver mere insisterende mens det musikalske matcher den med sit kværnende drive og intenst svirrende guitar.
0% rammer godt en blanding hvor punkrocken stadig virker viril og farlig, men også har hooks og fængende rytmer. Det er måske ikke ligefrem P4-materiale, men bandet kunne godt appellere til nogenlunde samme målgruppe som eksempelvis amerikanske Jay Reatard gjorde. Der er røv i bukserne, og 0% har begået et fint debutalbum. Vi kvitterer med 4 pæne stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
