Solsort debuterer med et album, hvor især den dansksprogede lyrik og Betina Følleslevs glasklare vokal står skarpt i et nordisk folkemusikunivers.
Betina Følleslev har tidligere slået sine folder i Strawberry Blonde, sammen med tvillingesøsteren Anja, men her er hun altså ene frontkvinde (Anja er dog med på kor og akustisk guitar). Opmærksomheden er dog løbet lidt i forvejen, og det er blandt andet allerede blevet til en DMA Folk nominering som årets vokalist/sanger til Solsort, ligesom hun også har sunget i forbindelse med at Haruki Murakami fik Hans Christian Andersen-prisen sidste år.
Opmærksomheden er fortjent, for Solsort er et rigtig spændende, og velfungerende, musikalsk projekt. Sangskrivningen trækker på den nordiske folkemusik/visetradition, hvilket giver et ganske særligt udtryk. Blandt andet drejelire i instrumenteringen er med til at understrege det.
“Jeg savner dig mindre og mindre”, lyder det på åbningsnummeret af samme navn, hvor Følleslev besynger savnet efter en tidligere elsket. “Jeg har glemt dig en skønne dag”, lyder den bittersøde udgangsreplik, på en diskret bund af akustiske guitarer og percussion. Netop guitarspillet og percussionen er også byggestenene, hvorpå Betina Følleslevs vokal (og korvokalerne) lægges på numre som de fine ‘Det vi længes imod’ og ‘Det er vinter’, hvor korstykkerne føjer yderligere kølig skønhed til lyden.
Elektriske guitarer klinger ind på blandt andet ‘Vinker farvel’, som ellers også i høj grad bæres af de smukke korstykker, mens titelnummeret ‘Jeg husker det hele, jeg husker ingenting’ er noget af det mest folkevise-klingende på albummet. Og det forløses flot af Følleslev og den diskrete instrumentering – det er især vokalen, der bærer nummeret hjem, og omkvædet sætter sig godt fast et sted i baghovedet.
Næsten helt overjordisk klingende bliver det på ‘Brænder breve’, hvor det stort set blot er en dæmpet drone, der ledsager Følleslevs vokal, på en sang, som igen handler om at lægge noget bag sig, et forhold, som man egentlig helst vil glemme – formentlig ikke fordi det var forfærdeligt, men fordi det var andet og mere, og nu ikke er det mere.
‘Lille krigsbarn’ er et digt fra 2015 om flygtningekrisen af Henrik Nordbrandt, som ledsages af drejelirens skævt rumlende klang, som giver nummeret et let foruroligende og forvrænget skær, som virker passende til Nordbrandts både distanceret følelsesladede og sylespidse tekst:
“Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst?/Et hullet tæppe?/En krydsfinerkiste?/En redningsvest? (…) Lille krigsbarn, hvor vil du hen?/Vælg selv. Bare vi aldrig/Skal se dig igen”
Det virker temmelig stærkt, også fordi Følleslevs vokal er også når ud i nogle registre, hun ellers ikke benytter sig af mange steder på albummet – det er med til at Nordbrandts ord synker ind og sætter sig på en anden måde, end når man blot læser dem.
Et nummer som ‘Labyrint’ gør til gengæld ikke så meget for mig, selv om det bestemt er nydeligt udført, men her begynder jeg også at køre en lille smule træt i lyden, som er homogen albummet igennem. Heldigvis er den melankolske ‘Mørket’ god medicin mod den begyndende vise-træthed, simpelthen fordi det er endnu en flot udfoldet vise, hvor korarbejdet atter står stærkt. Melodien er samtidig stærk nok til, at man hurtigt nynner med.
Drejeliren vender tilbage på afslutteren ‘Dansen næsten’, som også har stærke melodiske momenter, og binder en lidt særpræget ende på albummet med drejelire-stykket, der lukker og slukker. Særpræget, men alligevel helt i tråd med albummets øvrige sange. Solsorts opdaterede nordiske folkeviselyd er på mange måder et friskt pust på den danske musikscene anno 2017. Solsort kunne måske godt udfordre og twiste lyden lidt mere på Jeg husker det hele, jeg husker ingenting, men omvendt virker det også som en stærk helhed, man bliver præsenteret for som lytter. Ensformigheden sniger sig dog ind hist og her, og derfor lander vi på 4 store stjerner.
Du kan finde Solsort på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
