Hvor RECession viste stor diversitet på dag 1, så var det blot et forvarsel om hvad der kunne opleves på dag 2. Niveauet svingede noget mere, og desværre var der flere lav- end højdepunkter.
Northern Assembly (Small Stage)
Det startede ellers godt. Northern Assembly var mødt op i en formindsket version af tre, hvoraf én endda var virkar (angiveligt kan bandet tælle fem eller flere medlemmer på andre venues).Der stilles op med tre musikere; en violinist (på lån), en guitarist (m) og en mandolinist.
Alle synger, men leaden ligger hos enten guitarist eller mandolinist. Og Northern Assembly spiller folk i de perfekte rammer på RECession. Hvor folk med stor bred appeal er blevet ført på stadionscenen, så kommer det på en helt, helt anderledes måde til sin ret her i et lille, sofamøbleret lokale med lav belysning.
Er det americana-folk? Er det mere irsk inspireret? Til tider ja til begge dele, men for et band med navnet Northern Assembly må det siges sjældent at være norrønt.Men det stopper det bare ikke fra at være stærkt fremført, båret især af mandolinistens kvindelige vokal. Det virker vitterligt til at historierne er vigtige at få fortalt og når guitaristen tager leaden eller når der lægges kor, så er det altid smagfuldt og med nerve.
Det kommer ikke til at bryde med genrer, være nyskabende – og man kan sikkert opleve noget, der minder om, på enhver søndag på Tir na Nog. Men det stopper det bare ikke fra at være rørende, næsten gribende i passager – og derfor også festivalens højdespringer med fem stjerner.
*****
Spökraket (Main Stage)
Det efterhånden veletablerede band Spökraket kiggede også forbi RECession, og leverede stoner/shoegazer på den absolut jævne måde. Aftenens koncert var afskeden for den nuværende trommeslager, men der var nu ikke lagt i ovnen til gak og løjer i den forbindelse – der blev bare stille og roligt spillet musik.
Spökraket er glade for gentagelser. Det ligger måske i genren, men for mig at se er hele idéen om at gentage og gentage alt for ensformig og gør nogle af de gode idéer, bandet egentlig kan præstere, slidt op i repetitioner.
Hvor gårsdagens headliner, De Underjordiske, havde en performativ vinkel, har man i Spökraket valgt at sætte en percussionist i front. En lidt underlig disposition, men det kunne såmænd også have fungeret, hvis der var blevet gjort lidt mere ud af at komme ud over scenekanten. Igen ligger det bare ikke rigtigt i genren.
Der gives ikke ved dørene, og alle numre er lange, savner variation og bliver derfor for mig lidt uvedkommende. Spökraket har to plader bag sig, og det synes at være idéen hos bandet at spille genren helt ud på denne måde. Og det er dygtige musikere, der spiller godt på deres instrumenter. Jeg synes bare at gentagelserne kommer til at virke dræbende i stedet for livgivende, og kan derfor ikke give mere end tre stjerner.
***
Tempelnat (Small Stage)
Og her går det så for alvor galt. På Small Stage spiller Tempelnat og jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at anmelde det.For efter to numre kan jeg ikke mere. Jeg har tidligere prøvet at se X-Factor i de indledende runder, men har altid været nødsaget til at zappe væk, når det blev for pinligt. Og på lignende måde bliver jeg nødt til at udvandre fra Tempelnat.
Set-up’et er en mand med en guitar og en korsanger. På de to numre, jeg når at høre, formår sangeren både adskillige gange at synge falsk, ikke ramme sin rytme fra guitaren og generelt synge unde attack på stemmen – noget af det første enhver sanglærer vil lære en sanger. Korsangeren (en pige) synger ganske fint, men hun burde aldrig have stillet op til det her.
Skidt guitarspil, usikkerhed og endnu værre vokalpræstation fra forsangeren er en fornærmelse mod folk, der har betalt gode penge for at deltage i festivalen.
Især når man påtænker den mængde af kompetente bands, der kunne have spillet fine, stille koncerter på Small Stage, så kunne man måske godt have forestillet sig, at dem, der rent faktisk deltager på festivalen har øvet sig. Nogle siger, at man skal tie, hvis man ikke har noget pænt at sige. I denne situation må jeg bare sige: Jeg er anmelder, og hvis ingen andre siger det, så bliver det jo bare ved, det her. Og det er en hån mod folk, der har bare skyggen af talent og rent faktisk gider øve sig, inden de spiller et job.
Jeg skal undskylde overfor korsangeren – det er ikke din skyld!
Der uddeles ikke stjerner til Tempelnat.
Yast (Main Stage)
Oven på sådan en oplevelse er det en stor, stor fornøjelse at opleve svenske Yast. Bassist, to guitarister, en keyboardspiller og en trommeslager viser os stille og roligt, at clichéen om at svensken om nogen mestrer den gode melodi altså stadig har noget på sig.
Hvor jeg tidligere har været stærkt kritisk overfor bands, der ikke vil ud over scenekanten, må jeg bare konstatere, at et band som Yast lader melodierne gøre arbejdet, og så kan de være nok så laid back – vi lytter uanset hvad!
Bandet skifter mellem tre – igen meget nørdede udseende – sangere (henholdsvis bassist og de to guitarister), og man må bare sige at heller ikke i musik-verdenen er der retfærdighed til. For de synger alle tre pissegodt, og netop vokalen har ofte fået mig til at være hård i anmeldelser – og hvor unfair er det så ikke at have tre gode sangere i samme band?
De gør egentlig ikke meget væsen af sig – bassisten står oftere end ikke og læner sig op af en bjælke – men det er bare sympatisk, vellydende cool. Selv da et af numrene skal synges i falset, hiver de den hjem. Og på grund af de tre vokaler, kan det nærmest minde om både Beach House, The National og noget helt tredje – bare utrolig uprætentiøst.
Bas og trommer lægger en behagelig, groovy bund, som danner base for at guitarerne kan suppe ud i rumklang og effekter. Settet afsluttes af et langt, spacet nummer, og her kunne Spökraket måske lære noget om, at hvis man fanger en god melodi og for øvrigt har leveret på højt niveau, så kan man godt få lov at drone/space derudaf. Skal jeg endelig sige noget mindre positivt om Yast så må det være, at det er rart, positivt og hyggeligt at lytte til – men aldrig rigtig griber helt dybt fast.
Fire store stjerner er dog helt på sin plads!!
****
Young Dinosaur (Main Stage)
Aftenens sidste act – eller næstsidste. Det vender jeg lige tilbage til – er Young Dinosaur. Jeg kan ikke beskrive bandet som andet end meget udansk – tænkt på absolut mest positive måde.Det har sådan en luftig coolness á la Beach House over sig, og skal jeg endelig sammenligne med et dansk band, skulle det være Superheroes – dog på en mindre mainstreamsøgende måde.
Young Dinosaur har lidt New-York-weirdness over sig og det virker til, at man i bandet har en meget legende tilgang til, hvordan et nummer skal bygges op.At én af bandets forsangere så oven i købet er yderst excentrisk og sludrende imellem numrene, tæller helt klart på den positive side.
At se på denne legestue er på ingen måde kedeligt. De har det fedt med at lege og fremfører numrene ganske glimrende. Jeg er bare ikke helt sikker på, at det er godt. Underholdende? Ja. Med kvalitet? Ja. Men rigtig godt?
Om end deres nørdede forsanger får talt deres debutalbum rigtig meget op – og at jeg i den grad har respekt for folk, der tør at gøre noget anderledes end konventionerne – så tror jeg ikke lige, at pladen kommer til at indgå i min samling. Men jeg må anerkende deres kvaliteter, som er helt, helt åbenbare.
****
Wulfband
Wulfband er som en Volkswagen til 500.000+ DKK: Et forsøg på en tysk joke! Alene det at kalde projektet for et band er en ublu tilsnigelse – eller faktisk løgn.
Performancen består af et backtrack. Foran dette står så en gut iført wifebeater og elefanthue, som slår – muligvis med lyde som konsekvens? – på nogle elektroniske trommer, samt en forskriger, der er iklædt en mørk paryk, så man aldrig ser hans ansigt.
Faktum er, at det ikke er et band. Det er et backtrack, som der står nogle folk og tosser ind over. Og bevares! Det er potent, der er smæk på det backtrack, og det lyder faktisk meget fedt. Og der er tydeligvis fans, der har ventet længe på at høre netop dette (dansegulvet er godt besat af folk på vej mod slutningen af 30erne, vil jeg antage). Men for al dets potens og for al dets energi og feststemning, så er det altså ikke en koncert.
Derfor tildeles der ikke stjerner.
Så hvad har RECession 2015 været?
Det har været rodet, der har været lidt langt mellem snapsene, og flere gange har man som tilskuer måttet spørge sig selv om, om ens penge er gået til netop denne act???
Og dét er pissegodt! RECession minder os om, at upcoming musik er noget andet end den mainstream, vi får i radioen (og så er jeg lige glad med om det er P3, P4 eller P6!). Netop på en festival, der i forsalg har kostet 100 DKK for to dage, skal der også være plads til at slå en skævert. Og udfordre.
Ja, jeg synes der har været fornærmende ringe niveau på et par af de bookede acts. Men det er bare så fantastisk vigtigt at man for få penge kan se og opleve bands, der ikke lige nødvendigvis hiver et radiohit frem. I sin skizofreni er RECession et fantastisk stykke kultur, hvor du kan overraskes på godt og ondt – og det rummer altså bare en anden værdi end at købe endnu en billet til D:A:D eller andre etablerede navne. Så en stor tak skal lyde til arrangørerne!
Tekst og fotos: Troels-Henrik Balslev Krag
