Elevatorfører har gennem flere år været et elsket og anerkendt live-orkester, der har holdt den psykedeliske hippie-fane højt. Men først nu studiealbumdebuterer de – til gengæld nøjes de ikke med et debutalbum, men udgiver hele to på samme dato (som var for et par uger siden). Her dykker vi ned i Prøv lige at forestille dig det.
Elevatorførers dansksprogede, psykedeliske univers indeholder, selvfølgelig, symboler som blomster og tæpper, mens sangene har titler som ’Fatamorgana’ og ’Den yderste periferi’. Det er altså ikke hos Elevatorfører man umiddelbart skal lede efter nye tematikker, eller for den sags skyld musikalske nybrud i genren. Faktisk lyder Elevatorfører ind i mellem som om de er hoppet på en tidsmaskine engang i 1970’erne og dumpet ned i det nye årtusind.
Til gengæld så har bandet, som egentlig udsprang af en snak under et par pavilloner under Roskilde Festival i 2009, overordentlig godt styr på virkemidlerne. Tag bare den relativt ligefremme åbning med ‘Fatamorgana’, hvor trommerne banker albummet i gang, inden guitaren sætter retningen, og vokalen hurtigt sætter ind. Herefter følger orgelet, som er et relativt centralt instrument hos Elevatorfører, der lykkes godt med at gå rimelig direkte til biddet fra start. ‘Fatamorgana’ har faktisk ganske fine melodiske kvaliteter, samtidig med at det også rocker på sådan en lidt øko-flippet måde med “la-la-la-la-la-la-la-laaa”-stykker og guitar og orgel som får lov at syre (kontrolleret) ud.
Den relativt ukomplicerede tilgang fortsætter på ’Tæppet’, som heller ikke bruger mange sekunder, før vi er i gang med verset. Tæppet er, selvfølgelig, fristes man til at skrive, flyvende, ”det er så smukt, så det fatter du næppe//Det har krævet ti tusind fingre at flette”, men det er også en smule svært helt at flyde med ud i rummet på tæppet, som mest af alt lyder som en pastiche på hippie-tiden – det betyder ikke at det er dårligt, men det er relativt let forglemmeligt, måske især fordi, det aldrig lyder som om, Elevatorfører vil andet end at lege med tæppet som lyrisk tema.
Bedre bliver det når vi skal ”helt udenfor kategori” på ’Den yderste periferi’. Her ligger orglet som en konstant ekstra dimension, mens guitaren undervejs leverer ekvilibristiske snørklerier. På ’Blomster og sten’ trækkes tempoet helt ned, akustisk og elektrisk guitar og en diskret bas udgør instrumenteringen, igen med den elektriske guitar som det mest markante instrumentale indslag. Guitarspillet kan man bestemt nyde, men den lidt for meditative repetition af de samme linier (”Blomster og sten//sender dig rundt//I labyrint//System”) bliver trukket lidt for langt ud.
Heldigvis bliver der skruet op for guitarerne på ’Zargis Hotel’, hvor de får lov at snurre i omkvædet, men det er også mest guitarerne, der efterlader et blivende indtryk her – og igen får jeg lidt en fornemmelse af at det mest handler om leg med form for Elevatorfører.
Et nummer, som til gengæld sætter sig er ’Centralen’, hvor overvågnings- og registreringssamfundet får en tur. Det er også en slags epicenter på albummet med en spilletid, der strækker sig over de 13 minutter. Det slentrer afsted i et tungt groove, hvor der bygges guitarkrummelurer og orgelbrusen ovenpå, indtil orglet pludselig sættes alene i scene, hvorefter vokalen sætter ind. Effektiv og stærk opbygning, og her virker det for alvor som om, Elevatorfører ikke længere bare leger, men virkelig mener noget. Her citeres fra de indledende linier:
”En verden stablet i dubletter//Af referater til kopi//Organiseret i chartekker//Med handleplaner indeni//Alt hvad vi ser kan vi forkætre//Præventivt fængsle uden dom//I et fatalt maison d’etre//Støbt i regler og beton//Her er du summen af de data//Vi har samlet i en fil//Så vi har ret til dine tanker//Dine tårer, dine smil”
Herefter buldrer de øvrige instrumenter ind igen, og nummeret fortsætter sin tunge march videre, med tilstrækkelig variation til at man gerne hænger på. Glimrende. Det kan også kun gå hen og være storslået live.
Prøv lige at forestille dig det lukker med ’En af os’, hvor vokalen er flerstemmig, og vi nærmest befinder os et sted mellem salme- og viseterritorium, med en instrumentering, der er mere George Harrison end kirkekoncert. Et velfungerende og ret fint punktum for albummet.
Man aner måske ikke helt så meget undervejs, at Elevatorfører indtil videre primært har været et live-band, og sagt på en anden måde, er det ind i mellem næsten som om produktionen er for pæn og ren, men omvendt, så er det jo altså også et studiealbum. I perioder kommer Elevatorfører til at spille lidt vel meget på kendte troper fra genren og mere virke som et band, der har det fint med at lege med 70’ernes lyd uden at ville mere end at lege med den, men når de for alvor rykker, så gør de det også eftertrykkeligt. Og man er aldrig i tvivl om at det er et dygtigt band, der formentlig kan hive endnu mere ud af numrene live.
Elevatorfører har kun i glimt samme latente aggression og indignation som Spids Nøgenhat, ligesom Frederik Langkjær’s vokal heller ikke er så særegen som for eksempel Peter Kure’s hos De Underjordiske, men til gengæld virker bandet som et velfungerende kollektiv, med en klart defineret klang, som tydeligt tilkendegiver sin orientering mod 70’erne.
Sangskrivningen er ikke helt oppe på niveau med førstnævnte, men Elevatorfører viser alligevel at de er en spændende tilføjelse til den dansksprogede syrerock-scene, også på album. Om man helt køber bandets koncept, kan formentlig afhænge af, hvor meget man hænger sig i tydelige inspirationskilder og at Elevatorfører essentielt lyder temmelig retro-fikserede. Vi lander på 4 stjerner til Prøv lige at forestille dig det – i næste uge gælder det gruppens andet album, Søvngænger, som tæller studieindspilninger af live-favoritter fra bandets koncerter.
Du kan finde Elevatorfører på Facebook. Eller hvad med at høre dem live på Spire Festival d.4. august eller Kildemose Festival d.5. august?
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
