Det 5 mand store Horsens band Drivenfield disker op med 11 stilsikre numre, der er både håbløst umoderne og tidløse på samme tid. De spiller nemlig storladen radiorock med udgangspunkt i bands som Nickelback, Alter Bridge og ikke mindst Creed. Men pak faklerne væk, i bund og grund er dette noget så simpelt, som en velklingende og lækkert udført melodisk hardrock plade.
Uden at ryste det mindste på hænderne, eller forsøg på at pakke det ind i ordsminke, bekender Drivenfield uforbeholdent kulør i deres pressemateriale og nævner ovenstående inspirationskilder. Det er enten ærligt, modigt eller dumdristigt – eller en kombination. For de nævnte kunstnere, navnlig Nickelback og Creed, skulle nok få nogen til at korse sig og løbe skrigende bort, bare de bliver nævnt.
Det er der nu ingen grund til, faktisk ville det være en skam, for Road To Perception fortjener bestemt en chance, og at blive hørt, selv om fordomme og hån måtte stå i kø for at blive ytret. Jeg kan ikke selv se mig fri for at have en hel del forbehold overfor genren, især når de nævnte bands kammer over og bliver direkte pinlige og vulgære i deres leflen og selvfedme. Disse elementer styrer Drivenfield dog dygtigt udenom stort set hele vejen igennem dette flotte album, enkelt steder er der tekstbrokker, som man får i den gale øregang, og et enkelt nummer der lige strejfer det ulidelige. Men ellers kan Drivenfield bryste sig af bundsolid sangskrivning, godt melodisk greb og en næsten perfekt dosering af genrens velkendte virkemidler. Originalt er det altså ikke, men mod alle odds smager Drivenfield’s aftapning af den gamle bryg overraskende frisk og af mere.
Fordomme pakket væk? Godt, let’s rock.
Albummet åbnes for fuld udblæsning med “Song from a Life”, der lægges ud med genre-typisk storladen guitar storm, inden sange rigtigt begynder efter et minuts tid, og slår over i velkendt midttempo stadion-rock. “Do the pain sometimes color your eyes // Nothing’s wrong with who you are”, synger Jacob Sejr Christensen med overbevisning i stemmen. Udover at teksten (teksterne) drøner direkte mod banaliteternes grøft, så holder Drivenfield og Christensen dog vognen på vejen et langt stykke hen ad vejen, fordi sangene er så forbandet melodisk veludførte og godt sunget, ikke mindst. Christensen har en glimrende rockvokal, han har tilsyneladende ikke den samme galoperende grunge fascination som mange af de amerikanske genre-kolleger, som kom frem sidst i 90erne og delte sig mellem usund Eddie Vedder eller Kurt Cobain misundelse.
Den metalliske dimension, som anes visse steder i denne form for rockmusik, kigger tydeligst frem i den efterfølgende “Proelium”, som tordnes i gang med et tungt riff. Drivenfield mestre også denne disciplin, og man får samtidig for alvor et eksempel på en af gruppens andre forcer – de kan skrive og spille fængende omkvæd. Det er nærmest essentielt for genren, da det ellers hurtigt kan blive en omgang ordinær mainstream rock, som glider direkte igennem skallen på en, men bandet leverer faktisk en hel del ørehængere, som her. Solide melodier og omkvæd man kan huske, det er slet ikke en ueffen formel Drivenfield disker op med.
Enkelte gange på Road To Perception bliver det så lige lovlig formularisk, et nummer som “Under Water” har en fin melodi, men ikke helt så mindeværdige hooks som andre numre på pladen. Den afsluttende “Blind” virker lidt malplaceret efter den afdæmpede ballade “Not The Right One”, der havde fungeret fortræffeligt som punktum. “Blind” føles lidt som “mere af det samme”, en lidt overflødig omgang midttempo rock i stadion størrelsen. Men det er enkelte udfald, på en plade der er ellers strutter af melodisk overskud.
Min største anke er og bliver tekstsiden, som følger genre formlen til punkt og prikke med en blanding af lyrik om kærlighed i mol og dur og lidt weltschmerz hist og her. Ikke noget kæmpe problem i de fleste numre, sange som den fremragende førstesingle “Silent Angle”, den opløftende og kraftfulde “Stand By You” og den mere buldrende “Fate”, er så godt skruet sammen og sunget, at man ubesværet sluger en lyrisk kliché uden sure opstød. Det eneste sted, hvor hjulene falder af den ellers velkørende bus, er “Here I Am”. Det lyder som en velment, og egentlig også hjertelig og smuk, hilsen til en person der har forladt denne jord. Det er forrygende flot pakket ind, rent musikalsk, men teksten bliver simpelthen for……. “amerikansk” til min smag. Det er muligt, at teksten er dybt personlig, og der synges og spilles virkelig som om den betyder noget, men da står jeg desværre lige lidt af.
Ballader skal der selvfølgelig også være på en udgivelse som denne, vi har allerede været omkring den vellykkede og tyste næsten albumlukker, “Not The Right One”. Midt på pladen finder vi “Always Remember”, en klassisk ballade med næsten alt der hører til (vi mangler egentlig kun nogle strygere!). Også det har Drivenfield fint styr på, selvom nummeret ikke er blandt de mest mindeværdige på albummet.
Mange ville sikkert hellere kaste sig ud fra en høj klippe, end indrømme at de kan lide det her, men man lyver for sig selv, hvis man påstår at det her ikke fungerer. Man kunne sagtens argumenter for, at Drivenfield gør det lidt nemt for sig selv ved, at spille udfra en velkendt skabelon. Ønsker de at løfte sig selv det sidste stykke op, så kunne de forsøge at tænke og spille lidt “outside the box”, men som det lyder nu, kan man ikke argumenterer imod at det lyder fejende flot.
Det skyldes også en tilpas varm, fyldig og smagfuld produktion, der holder sig på den rigtige side af, hvad nogen måske ville kalde “god smag”. Der vindes bestemt ikke nyt land på nogen punkter på Road To Perception, der spilles sikkert inden for den skabelon man næsten forventer af denne form for bombastisk rock med metalliske elementer. Noget der selvfølgelig i sidste ende gør, at udgivelsen ikke ender højere på stjerne-skalaen. Nytænkning og mere selvstændighed havde uden tvivl trukket udgivelsen op over de 4 store stjerner, men det i sig selv er en glædelig overraskelse indenfor en udskældt genre, som de fleste for længst havde lagt i graven.
Jeg “burde” nok ikke kunne lide det her, men Drivenfield gør det meget svært at hade dem. Blæs på fordomme og forudindtagede holdninger, og giv dem en chance.
Anmeldt af KDT
