AddisAbabaBand er noget så eksotisk som afrobeat fra Aarhus, hvor det 12-13 mand store band (de er åbenbart selv lidt i tvivl?) blander alt fra afrikanske rytmer over free jazz og psykedelisk rock, til funk. Det kunne måske godt blive en halv-bleg omgang, men aarhusianerne får heldigvis sparket masser af liv og variation ind i albummets 10 numre.
Netop variationen er nøglen til noget af succesen her, for man skal være ualmindeligt krævende hvis man når at kede sig eller døse hen under de 10 numre AddisAbabaBand leverer på denne debutplade. 9 af numrene er egne kompositioner, og så er der blevet plads til et enkelt cover nummer i form af Girma Bèyènès afrobeat-klassiker “Musiqawi”.
Og hvis du så tænker hm hmmm, nåååå, den, ja…. den kender jeg ikke. Fortvivl ej, jeg er i lige så uudforsket territorium som dig så! Mit kendskab, og egentlig også interesse for, afrobeat og deslige, begrænser sig til tilfældige møder på Roskilde Festival (hvor jeg stort set altid har været godt underholdt), og så ved jeg der er nogen der hedder “Kuti”. Og “Ebo Taylor”. Dem nævner AddisAbabaBand heldigvis også som inspirationskilder i pressematerialet, så jeg ikke behøver føles mig som den hvideste uvidende mand på den musikalske savanne.
Hvad skyldes det så? Sikkert en form for kulturelt handicap, hvor jeg bare er disponeret for at høre mere “vestlig” musik. Altså ud over at jeg også hører en del old school hiphop. Hmm… okay, så er mit forsvar lidt tyndt. Jeg har måske bare ikke fundet, eller taget mig, tid til at sætte mig ordentlig ind i afrobeaten, blandt andet på grund af en massiv jazz-forskrækkelse der har plaget mig i flere årtier, men nu er under kontrol.
Jeg er kort sagt på lidt bar bund, ligesom resten af redaktionen i øvrigt, og har ikke det store sammenligningsgrundlag eller referencepunkter, som kan hives op af værktøjskassen til at bedømme det hvad AddisAbabaBand har fanget på pladen her. Men så må vi gå lidt anderledes til værks og forsigtigt føle os lidt frem – med risiko for at bedømme sagerne lidt forkert. Det kunne jo så være både en fordel og en udlempe for bandet….
Nuvel, med disse forbehold in mente, jeg kan rigtig godt lide det AddisAbabaBand har fat i på debutten. Det svinger, det er temmelig skarpt skåret, uden at følelsen af spontanitet og improvisation som jeg bilder mig ind er en ret stor del af “genren”, går tabt, og ikke mindst er det velspillet. Jeg sidder på intet tidspunkt at tænker over, at det er 12-13 aarhusianere der tager mig på afrobeat udflugt, ikke at musik skal tænkes i kuløren på udøverens hud, men der er næsten ikke noget værre end en ufunky hvid mand, som tror han har rytmisk sans.
Numrene er hovedsageligt instrumentale, hvilket normalt også ville være en udfordring for mig, men som nævnt, så glider pladen meget smooth og uproblematisk fremad, eller skulle man sige danser? Så fraværet af en vokal bliver ikke en bremseklods for mig. Når den så endelig dukker op på albummets 6. nummer, “Skyrim” feat. MhukayesangTarharka J., så giver det lige et dejligt pift og ekstra krydderi til den i forvejen velsmagende musikalske ret.
I retten finder du alt fra numre med et dansevenligt småluskende spionfilms feel som “White Man””, den mere tempofyldte, febrilsk klingende og spjættende “Pizzaro”, røget nattestemning på “Piakågerenout” med så dybt et blæs i messingen at man nærmest kan høre spyttet blafre. På et nummer som “Illuminati” bliver de dansevenlige rytmer mere svedige og varme, mens “Jojpe” har noget 70’er ghetto swag blacksploitation soundtrack over sig.
Mest “afrikansk” bliver det nok på “Zion”, hvor der, af mangel på bedre ord, nærmest går junglerytmer i den, mens “Musiqawi” leverer pladens mest hypnotiske stund med insisterende rytmer og, mod slut, nynne-råbe kor.
Fællesnævneren for de 10 numre er, at det hele er temmelig trimmet og fedtet stegt væk. Spilletiden føles aldrig opblæst, lydbilledet bliver trods et hav af musikere aldrig overlæsset eller for kompliceret og den frie følelse i musikken til trods fremstår det på intet tidspunkt for flyvsk eller ustruktureret.
Jeg har stadig en smule svært ved emotionelt at relatere til tonerne, og dermed blive komplet opslugt af dem, men har du det som jeg, så tænker jeg at AddisAbabaBand kunne fungerer som en rigtig fin, nogenlunde let tilgængelig, men stadig ikke for letbenet, introduktion til afrobeaten.
Sgu’ da meget godt gået af et dusin aarhusianere!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg AddisAbbabaBand på Facebook
